El documento trata sobre la ciencia de los signos o semiótica. Explica que un signo representa algo para alguien y puede tomar la forma de índices, iconos o símbolos. Además, describe las teorías de Saussure, Peirce y otros pensadores sobre la naturaleza de los signos y cómo crean significado cuando son interpretados.
2. ¿Qué es un signo?
Representación
del cuento de
Andersem
Símbolo
de
Copenhague
Símbolo de
la identidad
danesa
3. Signo
Algo que, para alguien, está en el lugar de
algo.
elefante
4. Semiología
podemos concebir una ciencia que
estudie la vida de los signos en el
marco de la vida social; podría formar
parte de la psicología social y, por
consiguiente, de la psicología general;
nosotros vamos a llamarla semiología.
Podría decirnos en qué consisten los
signos, qué leyes los regulan.
F. Saussure
5. Semiótica
la doctrina de la naturaleza esencial y de las
variedades fundamentales de cualquier
clase posible de semiosis (…) Por semiosis
entiendo una acción, una influencia que sea,
o suponga, una cooperación de tres
sujetos, como, por ejemplo, un signo, su
objeto y su interpretante
Ch. Peirce
6. El signo según Saussure
El signo es la unión inseparable de significante y significado
SIGNIFICADO
SIGNIFICANTE
Significado: concepto mental
Significante: concepto material
7. Signo lingüístico
/ e l e f á n t e /
El significado no es el referente real, sino un concepto emental (lo que
el oyente genera en su mente)
9. La necesidad de referente
•Pregunta: ¿Cuál es el referente de amor o de un unicornio?
• Respuestas:
- El objeto no tiene porque ser material, puede tratarse también de
acciones
- El referente no se refiere solamente al mundo real sino también al
“mundo posible”
?
10. El signo según Peirce
Un signo es algo que, para alguien, representa
o se refiere a algo en algún aspecto.
Se dirige a alguien, esto es, crea en la mente de
esas personas un signo equivalente
(interpretante)
signo interpre
-tante
11. El interpretante
El interpretante es un signo que se crea
en el receptor al recibir un signo
signo
objeto
interpretante
12. Semisosis ilimitada
El interpretante permite a un signo
producir otros signos.
Semiosis ilimitada: un signo remite a otro
signo que remite a otro signo…
14. Índices
Indices (indicios). Son signos que tienen conexión física
real con el referente, es decir, con el objeto al que
remiten;
la conexión puede consistir en la proximidad, la relación
causa efecto o en cualquier tipo o conexión.
Son índices los signos que señalan un objeto presente o
la dirección en que se encuentran (una flecha indicativa,
un dedo señalando algo...);
Los signos que rotulan a los objetos designado en otro
código (el título escrito debajo de un cuadro, un pie de
foto...);
Los signos naturales producidos por objetos o seres
vivos también son índices (la huella de unas pisadas, el
humo como indicativo de fuego, el cerco de un vaso, la
palidez de una persona ...).
15. Iconos
Iconos. Son signos que tienen semejanza de algún tipo
con el referente.
La semejanza puede consistir en un parecido en la
forma o afectar a cualquier cualidad o propiedad del
objeto. Son signos icónicos:
Los cuadros, las esculturas figurativas, las fotografías,
los dibujos animados, las caricaturas, las onomatopeyas
o imitaciones del sonido, mapas, planos, gráficos que
visualizan proporciones. Evidentemente la iconicidad es
cuestión de grado: una fotografía en color de un gato es
más icónica que una silueta esquemática del mismo.
16. Símbolos
Símbolos. Son signos arbitrarios, cuya
relación con el objeto se basa
exclusivamente en una convención.
El símbolo no tiene por no parecerse ni
guardar relación con lo que designa.
Los alfabetos, la anotación clínica, los
signos matemáticos, las banderas
nacionales.
A esta categoría pertenece el signo
lingüístico.
18. Den 24. april 1964
Da Den lille Havfrue i 1964 mistede sit hoved første gang, skabte det en
utrolig opsigt.
Opsigten var berettiget, for havfruen var også dengang Danmarks
nationalsymbol. At nogen menneske kunne finde på at save hovedet af
Havfruen, var ufatteligt.
Tidens happening-kultur fik hurtigt mistanken drejet derhen, at skulpturen
var blevet offer for denne nye kunstform, hvor kunsten skulle omsættes til
begivenhed og aktion. - Om det så var årsagen til at havfruen mistede sit
hoved, vides ikke med sikkerhed, for gerningsmanden eller -mændende
blev aldrig fundet, og ingen er blevet dømt for hærværket.
Forfatteren og kunstneren Jørgen Nash som tidligere havde udført flere
happening´s, blev ret hurtigt sat i forbindelse med halshugningen, men
klarede frisag.
Gennem årene har rygterne verseret, og myten om at det var Nash som
var gerningsmanden, er holdt i live gennem næsten 40 år. Forventningerne
til de mange happenings som siden ugerningen er blevet annonceret, var
betydelige. Ville havfruens hoved mon dukke op igen. Men intet skete, og
hovedet er aldrig blevet fundet.
I 1997 "tilstod" Jørgen Nash, i sin bog "En havfruemorder krydser sit spor",
at det var ham der havde savet hovedet af havfruen og smidt det i
Utterslev mose. Kan man nu tro på det, eller skal myten om hvem der
halshuggede havfruen i 1964, stadig holdes i live.
19. Den lille Havfrue var klædt varmt på i vinterkulden
da de første busser med turister kom på besøg. -
Foto: Local EyesEt af Danmarks mest kendte
turistattraktioner, Den lille Havfrue på Langelinie,
blev i nat iklædt en burka, en muslimsk
klædningsdragt til kvinder, der dækker kroppen og
ansigtet, og som bruges i nogle islamiske lande.
Desuden var der ophængt et banner med teksten:
'Tyrkiet i EU?', som en kommentar til
Europaparlamentets tilslutning til, at der indledes
forhandlinger med Tyrkiet om optagelse i EU.
Burkaen blev dog fjernet torsdag morgen af en
resolut rejseleder, der havde tre busfulde skuffede
japanske turister med på rundtur.
Øjenvidner fortæller til Ritzau, at rejselederens
aktion blev mødt med glæde hos de mange
turister, der ivrigt fotograferede afdækningen af
H.C.Andersens ulykkelige skønhed.
Politiken.dk