110_ChristinaSørensen og TeoGeer_Danmarks mest bæredygtige museum.pdf
66 Mads Daugbjerg, Den fjerne krig
1. Den fjerne krig og dens umiddelbare nærhed
Om Afghanistan på Tøjhusmuseet
15/11/2013
Mads Daugbjerg
Lektor i Antropologi, ph.d.
Aarhus Universitet
2. Min tilgang: udforskningen af kulturarv som praksis
Væsentligste forskningsfelter:
kulturarv, museer, turisme,
erindring, identitet, steders og tings
kraft og betydning, oplevelse og
perception
Vigtigste forskningsprojekter:
Genopførelsens semantik (2009-11)
Den gode cykeloplevelse (2009-11)
Being Viking (2012-)
2
Kampen om Dybbøl (2006-08)
Soldier and Society (2012-15)
3. Soldier and Society
Exploring the Revival of Danish Warriorhood
Kollektivt forskningsprojekt finansieret af FKK (2012-15)
3
Hvem er den danske soldat i dag?
Hvilke idealer og værdier kendetegner
soldaten – forstået både som menneske
af kød og blod, som medborger og som
betydningsbærende kulturel figur?
Hvad vil det sige at være krigsveteran i
Danmark, og hvordan oversættes
militære egenskaber til civile, når man
er hjemme igen?
Hvordan spiller Danmarks nyere krige
ind på dansk selvforståelse og på de
måder, vi mindes tidligere konflikter?
Hvordan og hvor kan vi studere
forholdet mellem militære og civile
kulturer og sfærer?
4. The National Museum of American History,
Washington, D.C.
4
Ville en udstilling om krig i Danmark
kunne benytte samme sprogbrug og
billeder?
Hvis ikke, hvorfor ikke?
Hvilke antagelser og forbindelser
kommunikeres og understøttes i
forskellige museale sammenhænge (fx
mellem fortid og nutid, mellem tid, sted
og tilhørsforhold, mellem ære, pligt og
andre følelser, og mellem ”os” og “dem”)
8. The Distant War:
“un-curating” an exhibition on the war in Afghanistan
(Tinning 2013, artikel i MiD/Museumsformidlere i Danmark)
Utilize ”pathos” and the fact that war is ”particularly pathos-filled”
“We aimed to remove the visitor from the museum ”space”, taking them as close as
possible to an Afghan context, before unlocking the exhibition’s full storytelling
potential.”
”We thus aimed at deliberately removing the museum’s curatorial “voice of authority”
from the exhibition; removing anything that could interfere with the direct
communication between the afghan “film set” and the audience.”
”Don’t patronize”:
9. Den Fjerne Krig
Foreløbige iagttagelser om publikums praksis og respons
Overvejende indtryk: positive. Udstillingen beskrives som “interessant”, “anderledes”,
“spændende”, “tankevækkende”, “bevægende”
Mange gæster er begejstrede over udstillingens form; den inviterer tydeligvis til
fordybelse, nedsænkning, nysgerrig udforskning, kropsligt engagement – i (oplevet)
kontrast til udstillingen på første sal, Danmarks Krige, som kan og gør noget andet
“Being there”-princippet tiltaler: frilandsmuseumstanken, muligheden for at berøre og
klatre, de “hverdagslige” (ikke-hellige) genstande, soldaten som øjenvidne og autoritet
En gennemgående tendens til at betragte udstillingen som en “objektiv”, “faktuel” og
“upolitisk” udstilling; “just the facts”; der hersker temmelig udbredt enighed om, at det
er positivt, at museet ikke bringer den politiske dimension og kontroverserne ind, men
koncentrerer sig om livet i felten
10. Den Fjerne Krig
Foreløbige iagttagelser om publikums praksis og respons (fortsat)
Kritiske røster blander sig i koret:
For ikke-voldelig, for “spejder-agtig”, “romantiseret”, for “M.A.S.H.-agtig”
(næsten) ingen våben – og manglende fokus på våbnenes konsekvens
Rummet med det itusprængte køretøj som klimaks, som et rum med en stærk
atmosfære, der vækker til eftertanke – men også et rum, der tydeligvis er redigeret
(intet blod, ingen skrig, maskindele men ingen kropsdele, osv.) – dvs. udstillingen
hævder at ”komme helt tæt på”, men alligevel med et vist filter
(fra tidligere udsendte, som besøger udstillingen): Det ”allerhårdeste” af soldaternes
hverdag adresseres ikke – nemlig at have uskyldige liv på samvittigheden
Meget lidt information om de lokale samfund og indbyggere i Helmand, for hvem
krigen har haft enorme, og voldsomme, konsekvenser – eller på Taleban
Den større kontekst for udsendelsen er fraværende: processen, der førte til
indsættelsen af danske tropper, politikken, usikkerheden, alliancerne, kontroverserne,
osv.
11. Den Fjerne Krig
Hvordan ”virker” udstillingen?
Den virker stærkt, og gør noget andet end det, folk er vant til, et museum ”plejer”
Særligt stærkt virker de elementer, der eksplicit sammenkæder felten og
hjemmefronten(brevet med den ”sidste vilje”; feltpræsten der taler om de mistede; kæresten,
der ringes op i fitness-centret og overbringes nyheden om, at hendes mand har kørt på en
vejsidebombe)
Men udstillingen understøtter også ganske bestemte billeder af den dygtige (danske) soldat,
der udsendes i den gode sags tjeneste, hygger sig med drengene (brødrene) i lejren, udfører
sin mission på retfærdig vis, oplærer de lokale værn, bekymrer sig om de lokales fremtid, og
rejser hjem igen efter at have gjort sin pligt.
Den er opbygget dramaturgisk, narrativt, med klimaks og udviklinger for øje; som ”et
filmsæt” (Tinning); med inspiration fra Odysseen (”protagonisten” og hans prøvelser); med
entydige perspektiver og identifikationer (gennem selvfremstillingen)
Den stramme redaktion og den klare identifikation (jf. det journalistiske nyhedskriterium) er
ikke nødvendigvis tydelig for publikum, for hvem et museum (stadig) forstås som et sted, der
tilbyder ”objektiv”, ”faktuel”, ”sand” viden – og som oppebærer en enorm troværdighed.
13. Udvalgte pointer fra den (krigs)museologiske litteratur
Jay Winter (2012): war museums should “admit the magnitude” of the representational
problems, work to avoid “pseudo-realism” and avoid staging war as “thrilling” showcases of
“boys and their toys”. Suggestion: to explicitly render obvious the effects, consequences,
victims, of guns and war.
Sharon Macdonald (2006): certain forms of museum/heritage communication are seen by
some to hold larger risks of romanticising war – “the seductive allure of ruins” – and of
inculcating visitors with powerful, undesired messages. Nuremberg heritage managers
worked to discourage visitors’ “museum-gaze”, “understood as potentially entailing
admiration and a suspense of the critical”.
David Dean (2009): Certain groups of stakeholders (in the North American cases, the
veterans) possess powerful voices and alliances that can potentially threaten the scientific
and academic freedom of museums. Tensions may arise between the museum as “sacred
site” and the museum as “trusted teacher” – or as a privileged site of debate (Clifford’s
“contact zone”)
14. Mads Daugbjerg:
BORDERS OF BELONGING
Experiencing History, War and Nation at a Danish Heritage Site
Forthcoming (March 2014) from Berghahn Books
In an era cross-cut with various agendas
and expressions of national belonging and
global awareness, “the nation” as a
collective reference point and experienced
entity stands at the center of complex
identity struggles.
This book explores how such struggles
unfold in practice at a highly symbolic
battlefield site in the Danish/German
borderland. It analyses the ways in which
institutional staff and visitors interfere
with, relate to, and literally “make sense”
of the war heritage and its national
connotations, focusing on two different
cultural institutions exhibiting and
staging the 1864 war.
14
Editor's Notes
Et par ord om migLidt om det projekt, mine undersøgelser er en del afOg om de mere overordnede interesser i min forskning
De to andre delprojekter: soldaterfiguren i sin nutidige form, og med komplekse forpligtelser og forventninger og presAndre museer, museale landskaber, mindekulturelle fænomener, ”mødesteder” mellem det militære og det civile1864-jubilæet 2014 – som jo ikke handler om Afghanistan, men alligevel gør det
Den aktuelle dagsorden er kendetegnet af et udpræget ønske om nærhed som identifikationsmiddel – om, for eksempel, at bringe beskueren ”helt tæt på” en given krig. Vi kender rationalerne bag denne formidlingsform bl.a. fra journalistikkens nyhedskriterier, hvor kravet om ”identifikation” for modtageren står centralt. Konventionen i nyhedsformidlingen om, at krigskorrespondenten, for at tale sandt og autoritativt, må befinde sig om ikke ”i”, så i hvert fald geografisk tæt på, en given konflikt, er bundet op på samme nærhedspræmis.Det er jo et banale faktum, at man hverken i museet eller i andre sammenhænge, hvor krig reflekteres og kommunikeres, nogen sinde kan opnå en afbildning i 1:1 – at vi, som ikke har deltaget i kampene, altid er ”på afstand” og kun tilnærmelsesvist kan tilegne os krigsdeltagelsens vilkår – bliver det et nøglespørgsmål, hvordan man i en given formidlingskontekst griber forholdet til denne distance an. Hvordan ”nærmer” man sig en forståelse af krigens vilkår og virkelighed? Skalman i det hele taget nærme sig, og hvordan? Hvilke typer nærhed – geografiske, tidsmæssige, materielle – anskues i forskellige institutioner og situationer som relevante, og hvordan praktiseres de under varierende omstændigheder? I hvilke sammenhænge vurderes en vis formidlingsmæssig ”distance” modsat at være på sin plads, og hvordan forstås og gestaltes den?
DFK: opbygget dramaturgisk, narrativt, med klimaks og udviklinger for øje; som ”et filmsæt” (Tinning); med inspiration fra Odysseen (”protagonisten” og hans prøvelser)med entydige perspektiver og identifikationer (selvfremstillingen: den danske jens)Den materielle nærhed – indsamlingen af 185 genstande, af/med Hold 10 (2010) – vraggods – støvet, lyset, lyden.
Ud med kuratoren, ind med soldaten: øjenvidnet – en autoritet, som ikke hviler på distance, men på nærhed (”jeg var der selv”) og dermed i en vis forstand bliver ubetvivlelig.Denne bevægelse, hvor den personlige oplevelse, øjenvidnet, træder frem foran videnskabsmanden (kuratoren, der så at sige ”gemmer sig”) er i sig selv interessant, og vældig forskellig fra den måde, man fx i den flotte nye permanente udstilling ovenpå (DKs Krige) hævder autoritet på andre, mere konventionelle måder.Bogen blev nomineret til Weekendavisens litteraturpris 2011. Anne Knudsen: kaldte den ”velskrevet, velredigeret og meget fint illustreret; den gør det muligt for ikke-eksperter at forstå, hvad krigen handler om, og hvordan militærstrategerne, kriseanalytikerne og sociologerne tænker om Afghanistan. En helt nødvendig bog.”
Mangler stadig at transskribere mine interviews, både med publikum og med personale. Derfor denne utilstrækkelige afrapportering baseret på noter og erindringer.
Men ligesom det ikke i sig selv er interessant, at en film (fx en krigsfilm) er et publikumshit – selvom det naturligvis er rart – må næste skridt være (i en akademisk museologisk interesse) at prøve at nærme os HVORDAN den virker: Hvad gør udstillingen ved folk, hvordan etableres tolkninger, tilslutninger, vidnesbyrd – og hvordan er publikums egen rolle i at medetablere disse?
Aktualitet –Væsentlighed – Konflikt –Identifikation - Sensation
Indianermuseet i WDC: community-perspektivet og dets acceleration.National Museum of the American Indian, Washington, D.C.National Museum of African American History and Culture (to open in 2015) Background: NMAAHC will be the only national museum devoted exclusively to the documentation of African American life, art, history and culture. ”The National Museum of African American History and Culture will be a place where all Americans can learn about the richness and diversity of the African American experience, what it means to their lives and how it helped us shape this nation. A place that transcends the boundaries of race and culture that divide us, and becomes a lens into a story that unites us all.” (http://nmaahc.si.edu/About)
Det er ikke i sig selv sådan, at disse forskere nødvendigvis ”har ret” i en universel forstand – det er jo også, som i megen humanistisk forskning, personlige og politiske holdninger indblandet: vi kan jo fx diskutere, om Winters ”pålæg” om at museer ”bør” indrømme problemerne med at udstille krig, og hvordan dette i givet fald skal kommunikeres til publikum.Men det er ift DFK i hvert fald interessant, at disse pointer synes at være nærmest modsatrettede ift museets ambition om at ”gemme” kuratoren mest muligt, om at dyrke patos som kommunikationsmiddel, og om at give soldaten selv en hovedrolle, som indsamler, udstiller og øjenvidne.Endvidere kan Macdonalds pointer fra den Tyske fortidsforvaltning minde os om, at materialerne, iscenesættelserne, ruinerne – virker (frygtes at virke) stærkt; og at der i den frilandsmuseale, holisitiske omslutning af beskueren ligger en meget stærk påvirkning. Identifikation, men måske også (jf de kritiske gæster) en risiko for romantisering.