1. Jeg troede boligprogrammerne var afløst af ”spis dig fed” eller ”tænk på
tandlægens indtjening”- programmer. Men nu kan jeg igen se, at ”hærg dit
hjem” eller hvad det nu hedder. Ikke det værste program, for det handler om
at have det godt med sine ting.
Min farmor boede i et grønt hus – et hus så grønt som den Okko Buko
smøreost man havde i gamle dage. Ikke mange brød sig om den farve, men
farmor elskede både den og sit mærkværdige hus - og var i øvrigt fløjtende
ligeglad med hvad andre tænkte..
Sådan er jeg også, men jeg bor ikke alene! Så jeg håber sådan, at
boligprogrammet kan være mig til psykisk hjælp og støtte, skønt jeg har det
forkerte køn ifølge TV-konceptet.
For som et altoverskyggende element står et tungt, hvidt og koldt
designerbord med skarpe hjørner og troner i mit hjem. Det lader sig ikke på
nogen måde ignorere, men jeg har på fornemmelsen, at om så jeg
henvendte mig til nok så mange boligprogrammer i TV’et, for med kyndig
bistand at få savet det i stykker eller smidt ud, ville det sandsynligvis ikke
nytte noget. Bordet har alt det, som tidens designere elsker. Det er hvidt,
tidløst og enkelt. Det er bare så hamrende upersonligt og afvisende for
enhver kærlig tanke. Og det passer da heller slet ikke ind i resten af
hjemmets interiør.
Bortset fra ”designerbæen” består mit hjem nemlig af stole købt fordi de var
gode at sidde i eller fordi de har en historie. Borde med sjove faconer. Ting
og sager fra rejser og sommerferier og ikke mindst et væld af nips fra
børnenes leg med ler og indsamling af sten ved stranden og tegninger fra
deres allerførste eksperimenter. DET giver varme, tanker og sammenhæng –
ja altså ikke designersammenhæng! - men livs-sammenhæng. Glæde, gode
minder og livskvalitet.
Og ja, det kræver mod at leve sådan, for det afspejler ens gøren og laden og
lyster.
Men når man står ved sin lyst og hang til farver og samler på gode minder, så
bliver man hurtigt sat i kassen med ”Dårlig smag – og dårlig dannelse”.
Lavindkomst-indretnings-syndromet. Altså endnu en kamp der skal styrke til
at kæmpe imod. Jeg kan godt se, når noget er enkelt, minimalistisk og med
rene linjer. Jeg kan bare ikke bo i det.
Hvorfor jeg ikke smider bordet ud? Tro mig, der er intet jeg hellere vil! Men
det er så tungt, at jeg simpelthen ikke kan bære det alene! Og jeg ER helt
alene om mit had til det hvide designerhelvede, der har invaderet mit hjem –
medmindre et nyt program dukker op i TV, hvor mit køn passer ind i
konceptet.